Elitesport
Elitesport kan naturligvis nemt og mageligt ses bag tv, men i Silkeborg tilbydes elitesport også live især i Jysk Park og i Jysk Arena. Dermed kan silkeborgensere nemt opleve turnerings- og pokalkampe på nærmeste hold og samtidig udgøre en væsentlig del af atmosfæren.
Silkeborg IF
Silkeborg IF, SIF, er en af de store klubber i Danmark, og klubbens professionelle seniorhold er i 2023/2024 repræsenteret i fodboldens Superliga. Der er intet som at være til stede på Jysk Park og mærke spændingen og glæden fra tilskuerne, når holdet løber på banen. Gruppen af SIFosi bag målet bliver større og større hver sæson. I efteråret 2022 var SIF endda Danmarks repræsentant i Europa Conference League med flere gode resultater til følge, men SIF måtte efter to tætte kampe kapitulere over for den senere triumftager af hele turneringen i form af West Ham, London.
Læs mere om Silkeborg IF her.
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Men det er ikke kun fodbolden, der tilbyder liveoplevelser i Silkeborg for eliten. Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, BSH, er også en stærk repræsentant med deltagelse i Herre Håndbold Ligaen. Hjemmekampene spiller BSH i Jysk Arena, hvor man kan heppe og støtte holdet og medvirke til den fantastiske stemning fra tribunerne.
Læs mere om Bjerringbro-Silkeborg Håndbold her.
Silkeborg-Voel KFUM
Der tilbydes endda mere for de håndboldinteresserede i Silkeborg, idet Silkeborg-Voel KFUM spiller håndbold i Kvindeligaen, og der er altid en god stemning, når holdet tager imod deres modstandere på hjemmebanen i Jysk Arena.
Læs mere om Silkeborg-Voel KFUM her.
Støt op om holdene
Det er et privilegie for arbejdsgivere, sportsudøvere og for silkeborgensere, at Silkeborg favner elitehold i fodbold og håndbold.
Støt derfor op om elitesport i Silkeborg og mød frem til live oplevelser i Jysk Park og i Jysk Arena!
Ud over fodbold og håndbold har Silkeborg også tiltrukket udøvere af elitesport inden for roning, kajak, cykling, golf og triatlon. Måske er Silkeborg også på vej tilbage på landkortet inden for ishockey.
Desuden har mange af de kendte sportsjournalister, der dagligt kommenterer elitesport, haft deres opvækst som silkeborgenser. På sigt vil en af disse kunne træffes som gæsteskribent her.